Permalink

2

Ansættelse af ny medarbejder – men hvem?

Ansættelse af ny medarbejder - men hvem?

Ansættelse af ny medarbejder – men hvem? Tak til surepayroll.com for lån af billede.

I kraft af, at jeg både i Meebox og ApplicITy Systems sidder i positioner, hvor jeg er med til at ansætte folk, har jeg gjort mig en hel del tanker omkring, hvem jeg ønsker at hyre. Jeg indregner rigtig mange variabler, når jeg leder efter en ny ansat, og vil gerne dele nogle af disse. Denne blog tager udgangspunkt i det, som jeg ved noget om – nemlig ansættelse af en ny medarbejder til en lille virksomhed i vækst.

Lad os antage, at vi skal ansætte en ny supporter til Meebox live-chat og help desk. Det er en 1st level supporter, hvilket vil sige at vedkomne kommer til at arbejde med de mest basale ting, såsom at hjælpe kunderne med opsætning af e-mail i Outlook, hvordan man bruger FTP og den slags ting.

Findes de via jobopslag eller netværk?

De gange, hvor jeg har været med til at ansætte, har udgangspunktet altid været i det nærmeste netværk. Enten mit eget, eller dem jeg har omkring mig. “Kender du nogen, som kender nogen, eller som kunne være en mulig kandidat til jobbet?”. Få virksomheder har råd til at begå fejl i ansættelse. For små virksomheder kan det være fatalt. En god anbefaling af en bekendt vægter jeg meget højt.

De gange, hvor vi ikke har kunnet finde nogen i det nærmeste netværk, har vi anvendt traditionelle opslag, men selvfølgelig kun slået jobbet op på steder, hvor vi mener kandidaten kan findes. Der er ingen grund til at spilde tid på jobindex, hvis du har en mere snæver men koncentreret platform at søge på. I vores tilfælde var det nok at slå jobbet op på vores egen hjemmeside, facebook og twitter profil – så kom der masser af ansøgninger helt af sig selv. Det er selvfølgelig også nogle af frugterne for alt det arbejde, som vi har lagt i de sociale medier, og samtidig en erfaring jeg har gjort mig: Hvis man gør noget ud af de sociale medier, får man helt automatisk et netværk, hvor masser spændende folk følger ens virksomhed, hvilket kun gør det lettere.

Led efter den rette personlighed, ikke det rette CV

Igen et, i mine øjne, alfa-omega ift. ansættelse af en ny medarbejder i en lille iværksættervirksomhed. I vores tilfælde er det rimelig dyrt at skulle lære en ny medarbejder op, ligesom det er alt for tidskrævende hele tiden at skulle finde nye medarbejdere. Derfor er det rigtig vigtigt, at personligheden passer ind. Er der god kemi? Er han motiveret? Passer han ind? Jeg læste noget rigtig klogt for kort tid siden, som min ven Kasper Bergholt skrev på sin egen blog (kilde: www.kasperbergholt.org – fantastisk flot design han har, iøvrigt):

Du skal ind på kontoret og arbejde på en søndag. Du ved at X sidder på kontoret. Giver det dig mere eller mindre lyst til at tage afsted? Hvis ikke svaret er “mere”, er han den forkerte at ansætte.

Det er lidt frit fra hukommelsen, men essensen er den samme. Stil dig selv ovenstående spørgsmål. Er svaret “Nej”, så har du et mismatch.

Når jeg skriver at personligheden er vigtigere end CV’et, skal det ikke tages som endegyldigt. Det betyder bare ikke, at CV’et er ligegyldigt! Jeg er af den opfattelse, at den rette nye medarbejder også er meget vidensbegærlig. Han/hun vil meget gerne lære! Sålænge vedkomne har en række grundfærdigheder, har vi i Meebox været i stand til på 14 dage at lære dem op i resten – alle vores systemer, procedurer, arbejdsgang osv..

Et andet eksempel er en kammerart, som netop har hyret en ung fyr til at sidde på kontoret i hans virksomhed. Oprindeligt var der en håndfuld, som var kaldt til samtale. Den unge fyr, som blev ansat, var den første, som var inde. Som min kammerart sagde til mig tidligere i dag:

Jeg var ikke engang klar over, at han havde fået 12 i stort set alle fag på handelsesskolen, og det rager mig sådan set heller ikke en skid! Det tog mig 5 minutters samtale med ham, så var jeg klar over: Ham her, han er skarp! Og det var nok. De øvrige ansøgeres samtaler blev aflyst, og ham her hyret på stedet – og han leverer 100%. Han blev ansat på et “huntch” – en mavefornemmelse om, at kemien og energien var den rette.

Langt hen ad vejen er jeg enig. Personlighed > CV. Stol på din mavefornemmelse. Du kender din virksomhed bedre end nogen anden – vil ansøger X passe ind, og øge værdien af virksomheden?

Hvem leder du egentlig efter?

Vi har som regel nogle ret konkrete opgaver, som vi skal have løst. Fx har vi i Meebox en supporter med speciale i det tekniske, og en anden supporter som er rigtig dygtig til at tale med folk, guide dem og hjælpe dem igennem med de mindre tekniske ting, fx mailopsætning mv. – ting, som jeg og de andre teknikere ærligt talt ikke har tålmodighed til. Derfor er det meget vigtigt, at du gør det klart for ansøgerne præcis hvilken rolle du ønsker de skal udfylde.

Et konkret eksempel, fra en anden kammerart jeg talte med den anden dag. Han blev ansat som sælger i et IT/Kommunikationsfirma for godt og vel 6 måneder siden til at arbejde i et nyt område i virksomheden. For godt og vel en måned siden kunne han erfare, at der ikke skete noget – ingen strategi, ingen plan, ingen mål. Da han konfronterede sin chef med dette, og spurgte hvor det job, som han blev ansat til, var henne, fik han at vide, at de skulle bruge minimum 6 måneder mere før en ordentlig strategi var klar. I mellemtiden kunne han arbejde med salg af virksomhedens øvrige produkter (som iøvrigt gjorde min kammerart kedede røven ud af bukserne). Ugen efter sagde han op, og er i dag kandidat til et nyt spændende job i en større virksomhed. 

Pointen er: Hvis du ikke kan levere det, du lover, til dem du ansætter, er de lige så hurtigt ude, som de kommer ind. Derfor er det lige så vigtigt at klargøre for ansøgerne, når du ansætter.

Konklusionen

Hvis du vil søge job hos mig, kan du godt pakke det store forkromede CV væk. Det hele handler om personlighed, kemi og energi. Jeg skal føle, at du brænder for det her! Jeg skal føle, at du er klar til at give den hele armen og gå “the extra mile”. Søger du til en stilling, som kræver nogle særlige kompetencer eller baggrund (fx. systemadministrator eller udvikler) lægger jeg vægt på erfaring. Samtidig skal du (som læser af denne blog – en iværksætter, der hyrer til sin virksomhed) sørge for, at den stilling som din nye medarbejder bliver ansat til, bliver realiseret! Jo dygtigere en medarbejder du finder, dets hurtigere er vedkomne væk igen, hvis ikke du leverer det, som du har lovet. Især hvis han finder en anden stilling, som leverer det.

Personlighed -> Erfaring -> CV. Den rækkefølge prioriterer jeg i.

Ansættelse med vægt på de værdier har endnu ikke fejlet for mig.

Note: Jeg er selv meget vidensbegærlig på dette område. Ovenstående er mine erfaringer og de ting jeg lægger vægt på. Hvis du har andre gode erfaringer, mener noget andet eller har input, så kommentér endelig!

Author: Anders Eiler

Anders er serie-iværksætter, programmør og teknisk chef hos Meebox. Uddannet cand.polyt ved Aalborg Universitet og tosset med det meste sport.

2 Comments

  1. Pingback: Vejen til job i en start-up | Kasper BergholtKasper Bergholt

Skriv et svar

Required fields are marked *.